Vi har modtaget denne historie om en af vores hvalpe :
En 80 årig og hans firbenede rollator
Der hersker ingen tvivl om, at rollatoren er blevet meget populær i vor tid, og den er en god hjælper for mange gangbesværede. Den er blevet så kendt og populær, at der også laves vittigheder om den. Den er faktisk blevet så populær, at nogle læger advarer imod overdreven brug af rollatoren.
Når man nu har passeret 80 år, og slidgigten plager de gamle knogler, kunne man godt fristes til at anskaffe sig en rollator, men med lægernes advarsel i tanke kunne det måske være en god ide at se sig om efter alternativer.
Rollatorer fås i mange flotte udgaver, og jeg er sikker på, at man let kan finde en fancy udgave som man kan prale lidt med og måske præsentere som sin ”Harley Davidson”, når man kører på banen.
Den ”rollator”, jeg søgte, skulle ikke nødvendigvis være en Harley, men en driftsikker og stabil hjælper, som aktivt kunne følge mig over alt i naturen.
En rollator på fire hjul i skoven er nok lidt upraktisk, så jeg synes, at et godt alternativ kunne være fire ben, og derfor var det helt oplagt, at det skulle være en hund.
Jeg fik min første hund i 1943 og har lige siden mere eller mindre altid været i nærheden af en hund, så jeg vidste, at man kunne stole på en hund, og en sådan kunne være en mulighed.
I sommeren 2009 fik vi en dejlig dværgschnauzer, kaldet Jensen, og da det viste sig, at han elskede at gå spor, så blev han den ”rollator” på fire ben, som jeg havde ønsket mig.
Jensen og jeg har siden august 2009 haft stor glæde af at træne og gå til sporprøver sammen med andre dværgschnauzerejere. Sportræningen er særdeles udviklende for hundene, og det er fantastisk hvad disse små hunde kan præstere. Mange hundeejere vil gøre alt for, at deres hund kan have det rigtig godt, så hvis du har en dværgschnauzer, skulle du prøve at gå spor med den, så vil du opdage, hvor glad din hund bliver, når den får lov til at bruge sin medfødte evner.
Her er et billede af Jensen. Han har lige gennemført en schweissprøve, hvor han fandt et stykke dyreskind.
Han fik en 1. præmie og blev dagens bedste hund.
De våde knæ i baggrunden tilhører hundens stolte fører, som hermed havde fået dagens opmuntrende motion sammen med sin dejlige firbenede ”rollator”.
HUSK: Spor er for mennesker og hunde i alle aldre.
At Jensen er en god hjælp for mig, fik jeg bekræftet, da vi var til schweissprøve i Gludsted den 23. 09, hvor det, efter dommerens bemærkninger, viste sig, at han er en slags automatisk ”fartpilot”. Dommeren skrev: Arbejder roligt og koncentreret fremad. Hund og fører kommunikerer hele tiden, og hunden tager hensyn til ”tempo”.
Som du kan se på billedet her, foregår en sporprøve i en fantastisk natur.
Hele sporforløbet foregår på hundens præmisser. Her har den lige lavet et 90° knæk, og da jeg har tillid til min hund og kan se, at den arbejder på sporet, følger jeg efter, hvilket viste sig at være meget fornuftigt.
Sporet blev belønnet med en 1. præmie og Dagens bedste hund.
Billedet er fra en prøve den 18. 09. 2011.
Jensen og jeg ved udmærket godt, at vi ikke vinder et verdensmesterskab og bliver idoler for andre. Vi vinder noget, som for os er meget større - en dag i naturen sammen med andre hundevenner, der ligesom os elsker sporarbejdet.
Der trænes spor to gange om måneden i skovene omkring Hirtshals, Silkeborg og Gludsted, men vi vil gerne, om træningen kan udvides til flere steder, så hvis du er interesseret i at gå spor med din dværgschnauzer, kan du få kontakt til sporhundeudvalget på denne adresse Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Jeg har som sagt passeret de firs år og er, så vidt jeg ved, den ældste, der træner spor i Dværgschnauzerklubben, så vi kan konstatere, at det ikke er alderen, der er afgørende for, om man vil deltage eller ej. Jeg kunne ønske for dig og din dværgschnauzer, at du ville prøve spor. Din hund vil elske dig for det.
Med spor-lige hilsener
Jensen & Jensen
Jensen har i år opnået at blive:
Dansk Dværgschnauzer Champion i Kaninslæb og
Årets sporhund 2012